Cykelsti langs Vildbjergvej

Cykelsti på cirka fire km mellem Vildbjerg og Sørvad blev indviet i 2013.

Fredag 22. november 2013 mødtes omkring 70 personer fra lokalområdet på en mark ved Vildbjergvej mellem Sørvad og Vildbjerg. Den nye cykelsti langs Vildbjergvej blev indviet med pølser, brød, sodavand og varm kakao. 

Finn Stengel Petersen, den daværende formand for Teknik og Miljø, holdt en åbningstale, hvorefter han indviede cykelstien ved at klippe en snor over med guldsaksen.

 "Prinsesse Benedikte brugte også den her saks, da hun indviede Dr. Boulevard i Herning. Vi er vel lidt kongelige," sagde han, inden han klippede den røde snor over.

Den nye cykelsti er omkring fire km lang. Der er anlagt en tunnel under Videbækvej, der skal lede cyklisterne sikkert under den trafikerede vej. Det store fremmøde til indvielsen viste, at mange lokale borgere glæder sig over stien, der nu gør det mere sikkert at cykle mellem Sørvad og Vildbjerg.

Fakta om projektet

Antal meter ny cykelsti:
4.400 meter samt stitunnel.

Samlet anlægssum:
5,8 mio. kr. ekskl. moms.

Entreprenør:
Sejer Pedersen A/S.

Rådgiver:
Rambøll.

Presse

  • God vind for cyklisterne (aoh.dk)
  • Halvvejs med cykelsti (Holstebro Onsdag)