Cykelfællesskabet Fruehøjgaard

I knap 2 år har Herning Cykler samarbejdet med Boligselskabet Fruehøjgaard om cykelprojektet "Cykelfælleskabet Fruehøjgaard". Formålet var at få flere til at se fordelene ved at cykle.

Cykelpicnic til Løvbakke Dyrehave - august 2019

Cykelfællesskabet Fruehøjgaard tog torsdag 22. august på cykelpicnic med beboere og ansatte i Boligselskabet Fruehøjgaard - 55 havde tilmeldt sig.

Stemningen var helt i top, da cyklisterne samles kl. 17 foran Multihuset i Brændgårdsparken. Flere og flere kom til, og alle iførte sig gule veste fra den goodiebag, som blev udleveret til turen med vand, cykelkort, tæppe og andet godt.

Gule veste vakte opsigt på gaden

I samlet flok begav "de gule veste" sig afsted ud i det grønne - et optog, der vakte opsigt og smil fra forbipasserende. Selv bilister holdt tilbage, når flokken skulle gennes over vejen, som en andemor med hendes ællinger. Efter en god cykeltur i tørvejr, nåede cyklisterne ud til Løvbakkerne, hvor der var gjort klar til gæsterne fra boligselskabet.

Cykelpicnic 22. aug. 2019 - 4

Der var dækket op til picnic med borde, bænke, røde duge, lyng og vilde blomster fra skoven. I Huggehuset kunne gæsterne hente deres picnickurv, som blandt andet indeholdt kød fra dyrene i Løvbakkerne. Der blev snakket og hygget, mens Hammerum Musikforsyning spillede.

Cykelpicnic 22. aug. 2019 - 3 

I dyrenes tegn

Da folk var færdige med at spise, begyndte det at regne, så mange trak indenfor, hvor kaffen blev serveret, mens naturvejleder, Karen-Louise, fortalte om dyrehaven, dyrene og kastestænger.

Cykelpicnic 22. aug. 2019 - 2

Som kulmination på en fantastisk cykelpicnic gik døren pludselig op, og en særlig karakter trådte ind over dørtærsklen. Goddag, sagde falkoneren, Frank Skaarup, som kort efter stod med falken Luna på armen. Efter et forrygende falkeshow, tog gæsterne hjemad - rige på oplevelser og samvær.

"Vi vil gerne cykle igen til næste år, sagde mange af deltagerne".

Cykelpicnic 22. aug. 2019 - 1

Cykelsjov ved 50 års jubilæum - maj 2019

Herning Cykler var klar med cykelleg for både stor og små, da der lørdag 11. maj var fest i Cykelfælleskabet Fruehøjgaard. Boligselskabets afdeling Brændgårdsparken holdt fest med revy, hoppepude, ballonklovn, cykelsjov og meget, meget mere.

Jubilar på cykel 

50 års jub - Kai i Rickshaw cykel - 1

Kai har boet i Brændgårdsparken i alle 50 år, så derfor blev han ekstra fejret med blomster og gaver. Sidst men ikke mindst kørte Michael ham hjem i rickshawcyklen til stor fornøjelse for dem begge.

Cykelsjov på festpladsen

50 års jub - Cykelbane - 1

Cykler, hjelme og cykelbane blev straks indtaget af børn i alle aldre. Solen stod højt på himlen og da cykelfesten var forbi kl. 12.00, blev vi rykket for at komme igen en anden gang. Til højre i billedet ses formanden for Brændgårdsparkens afdelingsbestyrelse Theresa Ahle. 

Cykelafstandskort

 50 års jub - Cykelafstandskort

Projektgruppen bag "Cykelfælleskabet Fruehøjgaard" har fokus på, at synliggøre hvilke fordele der er ved at vælge cyklen. Et af vores tiltag er et "Cykelafstandskort", som netop blev færdig til jubilæumsdagen. På nuværende tidspunkt er der sat kort op tre steder - Fruehøjgaards administration på Aaparken samt Multihuset og cykelværkstedet i Brændgårdsparken.

Temaaften "Når cykling gør en forskel" - april 2019

"Kom og hør hvordan en cykeltur til Paris fremmer trivsel og sundhed blandt unge og om cykling som en ideel og budgetvenlig vej til hverdagseventyr og uforglemmelige ferier". 

Dette var overskriften på indbydelsen der i marts 2019 blev sendt ud til alle i Boligselskabet Fruehøjgaard. Vores formål var at samle beboere i alle aldre omkring temaet "cykling".

Temaaften 2. april - 1

Program temaaften 2. april

16.00-17.30

  • Prøv en el-cykel - flere forskellige modeller at vælge imellem.
  • Hjælp til forårsklargøring af cyklen fra Team Hernings cykelmekaniker Jens Fjordside.
  • Snup en tur i en Rickshaw cykel med en udannet pilot ved styret.
  • Kaffe og kage samt en snak om cykleri.

Temaaften 2. april - 3

17.30-18.45

  • Når cykling gør en forskel ved Carsten Byrjalsen, idemanden bag Team Herning.

18.45-19.15

  • Fællespisning og kaffe.

19.15-20.30

  • Hverdagseventyr og uforglemmelig sommerferie ved Herning Cykler.
  • Udelinger af Herning Cykler kort med forslag til nemme og gode cykelture i nærområdet.

Temaaften 2. april - 2

 

Kursus på Herningsholm Erhvervsskole - marts 2019

Tirsdag 26. marts kl. 13.00 var to cykelmekanikere klar til, at modtage kursusholdet fra Cykelfælleskabet Fruehøjgaard. Formålet var at give os tips og triks til, hvordan en cykel kan og bør holdes, samt generelt at få en snak om skolen og de muligheder der findes.

Kursus på Erhvervsskole 1 

Kursusprogram:

  1. Kort fortælling om skolen og cykelmekaniker uddannelsen.
  2. Hvad skal der være på cyklen for at den er lovlig?
  3. Hvad kan I lave og hvad bør I ikke lave?
  4. Kort gennemgang af hvordan man justere bremser, gear osv.
  5. Smøremidler, hvor og hvordan?
  6. Dæk og slanger - hvordan monteres det rigtigt.
  7. Lidt teori og spørgsmål.

Dagen sluttede med rundvisning på skolen, hvor vi fik god indsigt i hvad skolen byder på. Samtidig blev vi klar over, at der er stor efterspørgsel på elever i øjeblikket - dette budskab bringe vi gladeligt videre i vores netværk.

Kursus på Erhvervsskole 2

 

Fastelavn på to hjul - Marts 2019

Lørdag 2. marts indbød Cykelfælleskabet til gratis fastelavnsfest med tøndeslagning, konkurrence, udklædning, ansigtsmaling, cykelpyntning og lækre fastelavnsboller. Fantasien blev sluppet løs, og der blev pyntet de mest fantastiske cykelhjelme, cykler og ansigter før tøndeslagningen gik i gang.

Fastelavn på to hjul 2

Efter mange ivrige slag på tønden, fik vi kåret både konger og dronninger, som stolt kunne bære kronen under resten af festen. Vi fortsatte festlighederne i Brændgårdparkens gildesal, hvor der blev hygget med saftevand, kaffe, slikposer, fastelavnsboller og overrækkelse af præmier.

Fastelavn på to hjul 3

Præmier

Herning Cykler havde udlovet 4 god præmier. Præmierne indeholdt gavekort til Nordisk bio, slik, refleksvest og andet godt. Præmierne blev uddelt til bedste udklædning for voksne og børn, samt for bedst pyntede cykel eller cykelhjelm.

Cirka tres beboere fra området deltog i vores arrangementet, og tilbagemeldingerne har kun været positive.

Fastelavn på to hjul 4

 

 

 

 

Herning Cykler på julemarked - December 2018

På Lottes julemarked i Brændgårdparken blev der solgt juledekorationer, vafler og gløgg. Rundt ved de julepyntede borde var der hygge og julestemning.

Herning Cykler havde en fornem placering ved det store juletræ. Herfra kunne vi fortælle om "Cykelfælleskabet Fruehøjgaard", stille nogle spørgsmål til beboernes cykelvaner, uddele vingummibamser og saddelbetræk og sidst, men ikke mindst opfordre til deltagelse i vores julekonkurrence.

Julekonkurrence

Deltagerne i konkurrence blev stillet en række cykelspørgsmål, og derefter deltog de i lodtrækningen om en cykelkurv med indhold. Indholdet havde en værdi på 400 kr. som var sponsoreret af Boligselskabet Fruehøjgaard og Herning Cykler. 

55 personer deltog i vores konkurrence og vi har nu et rigtig godt indblik i, hvad der rører sig på cykelsiden i Brændgårdparken. 

Lodtrækningen fandt sted lige før julemarkedet lukkede og vinderen blev Hanne Mørk der ses til venstre i billedet. 

Julemarked- komkurrencevinder

 

Cykelværksted og afprøvning af el-cykler - oktober 2018

Cykelværkstedet i kælderen under Brændgårdparken 71, er et tilbud til cykelfolket i boligforeningen Fruehøjgaard. Ved indvielsen torsdag 4. oktober 2018 mødte mellem 50 og 60 personer op til en snak om cykler, reflekser, cykellygter, lapning og meget mere. Gæsterne blev budt på kaffe, frugt og kage.

Læs mere om cykelværkstedet på Boligforeningens hjemmeside.

Indvielse - klapskilt

Frivillige

Et hold frivillig fra projektgruppen "Cykelfællesskabet Fruehøjgaard", har påtaget sig opgaven at drive cykelværkstedet. Værkstedet holder åben hver anden uge om mandagen - første gang var mandag d. 15. oktober mellem klokken 16.00 og 19.00.

Frivillig cykel-vicevært

El-cykler

Herning Cykler havde parkeret en trailer fyldt med el-cykler ved Multihuset. Mange udnyttede muligheden for, under kyndig vejledning af Michael Bremer fra Dansk skolecykling, at prøve cyklerne. Cykelhjelme blev fundet frem, lyset blev tændt og cyklerne blev flittigt afprøvet, mens der blev hyggesnakket på sidelinjen.

Prøv en el-cykel

Besøg fra Herningholms Erhvervsskole

To faglærer, med cykelmekaniker baggrund, havde takket ja til at komme på besøg i cykelværkstedet nogle dage før åbningen. De frivillige og cykelmekanikerne fik en god snak om gear, bremser, smøring, ventiler, dæk og slanger - hermed var grobunden til et godt cykelværksted lagt.

Herning Erhvervsskole

Værktøj og lokaler

Boligselskabet Fruehøjgaard havde, i samarbejde med de frivillige, fundet de ledige lokaler i den gamle vaskekælder. Indkøb af værktøj, cykelophæng, arbejdslamper og arbejdsborde stod Herning Cykler for.

Cykelfællesskabet på Mountainbike - september 2018

Søndag 2. september kørte en bus med 12 friske beboere afsted for, at nyde de første efterårsdage med sammenhold og sjov på mountainbike i naturområdet ved Momhøje. På Momhøje naturcenter ventede Michael, Hanne og Rasmus fra henholdsvis Dansk Skolecykling og Herning Kommune på gruppen fra Fruehøjgaard, med cykler, hjelme, kaffe og saftevand - og et stykke morgenbrød til at starte dagen på.

Minikursus i mountainbike

En mountainbike kan bruges på rigtig mange måder, og vi fik et lille kursus i, hvordan der bremses sikkert i terrænet, hvordan vægten bruges rigtigt i et sving, og ikke mindst hvordan en forhindring klares sikkert både op og ned af en bakke. Alt dette lærte vi på stedets 'kravlegård', bedre kendt som Momhøjes grusbelagte parkeringsplads.

Smuk natur og stejle bakker.

Efter fælles frokost gik turen ud i sporet, og her fik vi rigtigt set hvor smukt, der er i Momhøje - og vi fik også set hvor stejle bakker, det gamle brunkulsleje har. Uha - vi fik alle skubbet til vores grænser og blev mere sikre på os selv, og på hvad vi turde. Det var fantastisk. Mange af de ting vi lærte, kan vi også bruge ude i trafikken, når vi kører på en almindelig cykel.

Én på opleveren

Men uanset om du er på cykel eller ej er stedet et besøg værd! Der er ud over mtb-spor også shelters, grillpladser, en stor naturlegeplads, frisbeegolfbane og gode toiletfaciliteter. Alt hvad du som solo, familie eller større gruppe har brug for til en aktiv eller stille dag i naturen - stedet var i hvert fald det helt rigtige for os.

Tak til alle for en begivenhedsrig dag med godt humør og sved på panden hele vejen rundt.

MTB 2. okt. gruppebillede

Cykelfællesskabet - navnekonkurrence - august 2018

Som noget af det første blev det besluttet at lave en konkurrence, så vi kunne få et rigtig godt navn til vores projekt. Vi fik nogle rigtig gode bud på et navn, og efter endt afstemning blev navnet "Cykelfællesskabet Fruehøjgaard" valgt.

Hvem vandt?

Mona Olsvig blev den heldige vindere af en Herning Cykler rygsæk med et lækkert og praktisk cykelrelateret indhold. Rygsæk og indhold havde en samlet værdi på 400 kr. og var indkøbet af Herning Cykler og Boligselskabet Fruehøjgaard.

Navnekonkurrence - cykelfælleskabet