Cykelpædagoger, dagplejere og forældre

Børnene skal blive sikre på cyklen, institutionerne skal bruge cyklen til ture og leg, og forældrene skal vænne sig til at cykle på den korte tur til institutionen. Herning Cykler sætter nu fokus på førskolebørnene. De små poder skal ganske enkelt have gode cykelvaner fra start.

Herning Cykler indkøber 20 cykler og løbecykler, som institutionerne kan låne sammen med en cykelbane. Børnene bliver gennem leg bedre til at styre cyklen og dermed også mere sikre i trafikken.

Hvis børnene skal få gode cykelvaner, er det også op til forældrene. Herning Cykler har planer om at købe 10 cykeltrailere, som forældre til børn i daginstitutioner kan låne i en periode. På den måde kan de enkelte familier finde ud af, om en cykeltrailer kunne være et godt alternativ for dem.

I 2014 blev der indkøbt otte Christiania-cykler med elmotor, der er uddelt til dagplejere i byen. På den måde får vi i en tidlig alder lært børnene at bruge cyklen. Cyklerne giver samtidig dagplejerne mulighed for at bevæge sig længere væk med børnene. 

Cykelpædagoger 

Herning Cykler og instruktører fra DGI vil uddanne cykelpædagoger. Ideen med kurserne er at hæve de køretekniske kompetencer hos det pædagogiske personale. De skal have nogle redskaber til at tage cyklen med i deres pædagogiske arbejde med børnene. 

Der vil være to kurser - et for børnehavepædagogerne og et for SFO personalet.  Fokus på de to kurser bliver forskelligt og tilpasses børnenes aldersgrupper. Fælles for begge kurser er dog: Sikkerhed i trafikken.

Ung cyklist i gågaden

Slalomkørsel i gågaden